Vedtægter
Vedtægter for Korup Ubberud Boldklub (KU BK)
§ 1 Navn og hjemsted
Foreningens navn er Korup Ubberud Boldklub, er stiftet den 1. juli 2025 og har hjemsted i Odense Kommune.
Foreningen er tilsluttet Dansk Boldspil Union (specialforbund/unioner) under Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og er underlagt disses love og bestemmelser.
§ 2 Formål
Korup Ubberud Boldklub har til formål gennem boldspil at dyrke fællesskabet og det sociale liv i foreningen for alle aldersgrupper. Det er endvidere foreningens formål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen og samfundet generelt.
§ 3 Medlemskab
Foreningen består af aktive og passive medlemmer.
Indmeldelse skal ske elektronisk via foreningens hjemmeside. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsen foretages af forældre eller værge.
Optagelse af passive medlemmer kan ske uanset alder. Passive medlemmer har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen, men er valgbare til bestyrelsen.
Aktive medlemmer skal have gyldigt spillercertifikat efter gældende regler – inden man er spillerberettiget for foreningen.
Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og leve op til foreningens formålsbestemmelse.
§ 4 Udmeldelse
Udmeldelse skal ske elektronisk via foreningens hjemmeside. Udmeldelse, som sker senere end 2 dage før kontingentkørsel, kan foreningen af praktiske årsager ikke effektueres før kontingentet bliver trukket fra medlemmets betalingskort. Beløbet refunderes ikke efterfølgende. I forbindelse med udmeldelse skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med foreningen afvikles, først herefter kan spillercertifikat udleveres.
Det er OK at orientere træneren om udmeldelsen, men man skal selv sørge for udmeldelsen via hjemmesiden.
§ 5 Udelukkelse og eksklusion
Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.
I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.
I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.
En generalforsamlings beslutning om eksklusion afgøres ved almindeligt stemmeflertal.
§ 6 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af april måned.
Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel. Gyldig indkaldelse er annoncering på Korup Ubberud Boldklubs hjemmeside, samt ved direkte e-mail til alle medlemmer med kendt mailadresse.
Forslag fra medlemmer, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse. Indkomne forslag udleveres til medlemmerne sammen med dagsorden og det reviderede regnskab ved generalforsamlingens start. Ved stemmelighed bortfalder det stillede forslag.
Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Tale- og stemmeret har alle aktive medlemmer der er fyldt 18 år og som ikke er i kontingentrestance.
Forælder eller værge til et gyldigt medlem under 18 år har møde- og taleret.
Det er således kun gyldige medlemmer, aktive som passive, der er fyldt 18 år, der har stemmeret og dermed har indflydelse på valg. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
§ 6, stk. 2 Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
- Valg af dirigent og referent
- Bestyrelsens beretning for det forløbne år
- Forelæggelse af reviderede regnskab til godkendelse
- Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag
- Orientering om kontingentsatser
- Behandling af indkomne forslag
- Valg til bestyrelsen jf. § 9
- Valg af revisorer og revisorsuppleant jf. § 11, stk. 3
- Eventuelt
§7 Generalforsamlingens ledelse
Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen.
Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning kvalificeret flertal, jf. §§ 13 og 14.
Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt fem medlemmer forlanger det. Ved personvalg dog kun et medlem.
Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af formanden/kvinden og dirigenten.
§8 Ekstraordinær generalforsamling
Der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling af bestyrelsen til enhver tid eller hvis 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet.
Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes med 1 uges varsel og med angivelse af dagsorden på Korup Ubberud Boldklubs hjemmeside og ved direkte e-mail til alle medlemmer med kendt mailadresse. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse.
For så vidt angår krav til mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.
§9 Bestyrelsen
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan oprette og nedlægge nødvendige udvalg/afdelinger til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
Bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter skal være fyldt 18 år, være medlem og vælges på den ordinære generalforsamling, jf. § 6.
Bestyrelsen fastsætter selv sin dagsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Der laves et referat af hvert møde.
De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægten.
Bestyrelsen består af minimum 5 medlemmer.
Formanden/kvinden samt kassereren vælges af generalforsamlingen – øvrige bestyrelsesmedlemmer konstituerer sig selv med næstformand/kvinde og ungdomsformand/kvinde samt andre relevante poster. Bestyrelsesmedlemmer vælges for to år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Formanden/kvinden og et bestyrelsesmedlem er på valg i ulige år, mens kassereren, næstformanden/kvinden og et bestyrelsesmedlem er på valg i lige år.
Efter behov, vælges to bestyrelsessuppleanter for et år. Suppleanter kan efter bestyrelsens vurdering inddrages i bestyrelsens arbejde.
Fratræder formanden/kvinden i utide indtræder næstformanden/kvinden midlertidigt som formand/kvinde, indtil den efterfølgende generalforsamling. Hvis der opstår behov for afstemning i bestyrelsen, tæller formandens/kvindens stemme dobbelt i tilfælde af stemmelighed.
Genvalg kan finde sted.
§ 10 Tegning og hæftelse
Foreningen tegnes af formanden/kvinden og kassereren eller for en af disses stedfortrædere, ved behov.
§ 11 Regnskab, kontingent og revision
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Bestyrelsen fastsætter kontingentet i første kvartal forud for den kommende sæson. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.
§ 11, stk. 2 Restance
Kontingentet skal være betalt inden 8 dage efter det er opkrævet. Overholdes betalingen ikke, kan vedkommende slettes og optages ikke som medlem igen, før restancen er betalt. Samtidig indberettes medlemmet til DBU.
Medlemmerne er selv ansvarlige for at ajourføre medlemsoplysningerne via DBU login.
§ 11, stk. 3 Revision
Til at varetage revision af regnskabet, vælges på den ordinære generalforsamling 2 revisorer. Revisorerne vælges for en periode på 2 år.
Desuden vælges en revisorsuppleant. Revisorsuppleanten vælges for 1 år.
Revisorerne skal hvert år inden ordinær generalforsamling gennemgå årsregnskabet og påse, at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsregnskabet forsynes med en påtegning. Revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
§ 12 Ordensregler
Medlemmerne er pligtige til at rette sig efter de anvisninger bestyrelsen og/eller trænerne giver med hensyn til ro og orden på foreningens anlæg samt gennemførelse af rationel træning.
§ 13 Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
§ 14 Opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede.
For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.
På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om, hvilke almennyttige/almenvelgørende formål, foreningens formue skal tilgå.
Vedtægterne er vedtaget på ekstraordinær generalforsamling, den 16. juni 2025.